Brønderslev Modelflyveklub

På vingerne året rundt..

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Bliv pilot

E-mail Print PDF

Drømmer du om at blive pilot - så læs videre.....


Sådan kommer du i gang

Vi er altid klar til at byde nye medlemmer velkommen i Brønderslev Modelflyveklub. Her kan du altid få en snak om hobbyen, udstyr og få svar på dine mange spørgsmål. Vi kan ikke sige det ofte nok... besøg en af de mere end 100 klubber rundt om i landet inden du investerer i udstyr. Det kan spare dig for mange dyre bekendtskaber og ærgrelser. Hvis du får købt det rigtige fra start, er chancen for succes størst.

Vi har klubaften onsdag aften og lørdag eftermiddag. Er vejret godt er der næsten altid piloter på pladsen. Mød op og lad os få en snak om tingene. Vi arrangerer gerne en prøveflyvning med klubbens skoleflyver.... Vil du bare kigge er det også i orden - ALLE er velkommen.

 

Flyvning med Instruktør - Fly

Vi synes det er fantastisk sjovt at lære andre at flyve - og det skal du bare udnytte. Vi har flere instruktører i klubben, som vil hjælpe dig med at komme i luften. Det tager tid at lære, så vær tålmodig. Du vil de første gange opleve, at det er svært, men du vil få god vejledning fra instruktøren. Efter 5-7 gange vil du kunne holde flyvemaskinen i luften. Herefter er det bare træning der skal til og du vil snart få prøvet at lette og lande. Vi har mulighed for at lave et setup med en ekstra sender som instruktøren bruger, hvis modellen er ude af kurs. Du overtager styringen igen, når du er klar.

                    

 Flyvning med Instruktør - Helikopter

Det er en stor udfordring at flyve helikopter og det kræver træning og træning og.... Vi anbefaler alle at købe en flyvesimulator - den kan spare dig for en masse styrt og kedelige reparationer. "Kan man lære at flyve på en computer" spørger mange. Ja det kan man faktisk! Simulatoren er fantastisk til at øve sig på - det gælder både når du er nybegynder eller øvet. Med simulatoren er det gratis at styrte ned. Instruktøren hjælper dig med de første flyvninger, men efter kort tid vil du opleve, at det faktisk kan lade sig gøre at få den til at hænge i luften.

                  

Testflyvning af ny model

Det er altid spændende at se sin nye model i luften, men inden du kommer dertil tilbyder instruktøren, at kontrollere din model. Montering af motor, radiogrej og ror kontrolleres ligesom tyngdepunkt tjekkes en ekstra gang. Vi testflyver gerne din model, så du kan se den kan flyve. 

                    

 Alt hvad der kan flyve - skal flyve

Vi har ingen restriktioner på pladsen og må derfor flyve med flyvere i alle størrelser, jet og helikoptere. Vi er selvfølgelig underlagt Modelflyvning Danmarks regler HER. I Brønderslev vil du opleve forskellige slags flyvere både brændstof og el.

 

De sidste par år har flyvning med helikopter spredt sig som ringe i vandet. Det har også ramt os. Du vil på pladsen møde små og store modeller, der flyver på brændstof og el. Interessen for helikopter-flyvning er steget i takt med at prisen på modeller og reservedele er faldet.

 

Medlemskab i Brønderslev Modelflyveklub og Modelflyvning Danmark

For at benytte vores faciliteter skal du selvfølgelig være medlem. Det koster 500 kr. for senior og 250 kr. for junior. Er I flere i husstanden, så har vi et familiemedlemskab. Ingen indmeldelsesgebyr.

Er du primært medlem i anden modelflyveklub, så kan du betale halvt kontingent og få et delmedlemskab.

Vi kræver samtidig medlemskab af Modelflyvning Danmark. Herigennem er du forsikret, hvis uheldet skulle være ude. Du modtager desuden foreningens blad Modelflyvenyt. Du kan læse med mere HER

Hvad koster det?

Som så meget andet her i verden er det ikke en helt gratis hobby. Vi plejer at sige, at vi ikke har en flyver til mere end 300 kr., men det er vist kun for at snyde os selv og hende derhjemme. Det er blevet billigere de seneste år og kvaliteten er fulgt med op. Der findes udstyr i alle prisklasser; flyver koster 3.500-7.000 kr., helikopter koster 8.000-12.000 kr. Det er mange penge, derfor henvend dig hos os inden du går på indkøb.

 

Last Updated on Tuesday, 24 March 2009 22:06